Jylling's rejseblog

Rejse inspiration og glæden ved flotte billeder

Jylling's rejseblog

Rejse inspiration og glæden ved flotte billeder

Det vestlige USA i bil

Rundrejse i USA er populært – og med god grund. Et road trip i lejet bil eller autocamper kan absolut anbefales. på denne side kan du læse om vores tur i det vestlige USA.

Som jeg ser det så er fordelen ved raod trip at man selv kan planlægge præcis hvad det er man gerne vil se, hvor lang tid man vil bruge og hvilket tempo tingene skal forgå i. Den største udfordring vil ofte være at begrænse sig selv i alt det man gerne vil nå.

Denne tur havde været en drøm gennem flere år. I 2015 blev det så muligt, at jeg sammen med mine to store døtre tog på 3 ugers rundrejse i det vestlige USA: 3.600 km gennem staterne Californien, Arizona, Utha og Nevada.

Vi var nødt til at rejse i sommerferien. Der kan være endda meget varm nogle af stederne, så hvis man har muligheden, vil jeg nok anbefale foråret i stede. Men lade det være sagt med det samme – varmt eller ej – så havde vi en helt fantastisk og uforglemmelig tur.

  1. dag: Afrejse fra København og ankomst til Los Angeles
  2. dag: Hel dag i LA
  3. dag: Køre fra LA til Laughlin i Nevada på vej mod Grand Canyon (440 km)
  4. dag: Fra Laughlin til Grand Canyon (330 km)
  5. dag: Hel dag i Grand Canyon
  6. dag: Køre mod Bryce Canyon med stop undervejs i Antelope Canyon (540 km)
  7. dag: Fra Bryce til Zion National Park (140 km)
  8. dag: Videre mod Las Vegas (270 km)
  9. dag: Fra Las Vegas til Death Valley (190 km)
  10. dag: Fra Death Valley til Yosemite National Park (480 km)
  11. dag: Hel dag i Yosemite
  12. dag: Fra Yosemite til San Francisco – (340 km)
  13. dag: Hel dag i San Francisco
  14. dag: Hel dag i San Francisco
  15. dag: Køre langs stillehavskysten til Pismo Bay (430 km)
  16. dag: Videre fra Pismo Bay til Los Angeles (290 km)
  17. dag: Hel dag i Los Angeles
  18. dag: The End – turen går mod København

Det kan være svært at vide hjemmefra hvad man præcis vil se og hvordan turen vil forløbe. Det jeg havde valgt at gøre var at bestille alle overnatninger på forhånd, så vi ikke skulle bruge tid på at finde hotel hver dag og dermed kunne udnytte hele dagen. Jeg havde så for hver strækning lavet en lille liste over hvad vi absolut skulle se og hvad vi kunne se hvis vi havde tid og lyst til det. Det fungerede rigtig godt.

Egentlig synes jeg at vi havde en god balance mellem afstande og dermed kørsel pr dag ligesom det antal dage vi havde afsat de forskellige steder passede godt til vores temperament. Den eneste ting jeg nok vil ændre hvis jeg skulle gøre turen om, var at bruge en dag mere i Zion. Der er virkelig smukt og vi fik ikke rigtig set det som var planen.

Nedenfor kan du læse lidt mere detaljeret om hvordan vores tur forløb. God læselyst.

Afrejse – ankomst i Los Angeles (dag 1)

Vel ankommet til Los Angeles fik vi udleveret vores bil og kørte med lidt nervøsitet ud i eftermiddagstrafikken i LA. Det gik nu fint og ca. 45 min. efter var vi ved vores hotel i Anaheim. Vi gik ”tidligt” i seng – efter LA-tid var klokken 21:30 men for os var den 05:30 om morgenen – næsten et døgn uden søvn – så vi var godt trætte.

Under flyveturen fik vi lige et fint kig til det sydlige Grønland

Los Angeles – Disneyland (dag 2)

Efter en god nats søvn vågnede vi 6:30, spiste morgenmad og tog kl. 8:00 hotellets shuttle-bus til Disneyland. Vi startede med at få prøvet lidt forskellige forlystelser mens der ikke var så mange mennesker. Vi var enige om at parken er meget hyggelig og der er gjort meget ud af de forskellige forlystelser. Måske havde vi forventet for meget. Jeg vil ikke sige at vi var skuffede men havde måske forventet lidt mere – uden rigtig at kunne sige hvad det skulle være. Sidste forlystelse som vi prøvede var dog et stort plus – nok noget at de bedste vi har prøvet – en tur med Indiana Jones på vild jeep-tur gennem forhindringer, onde ånder, slanger og lige imod en kæmpe sten-kugle som vi (næsten) blev kørt over af 🙂

Fra Los Angeles til Laughlin (dag 3)

Vi kørte fra hotellet ca. Kl. 8:00 og efter af have købt lidt morgenmad kørte vi ud af Los Angeles. Det gik fint og vi fik prøvet en 8-sporet mortervej (i begge retninger) og vej-sammenfleninger i 5 etager! Ellers har det meste af dagen været kørsel i ørken for sidst på dagen at ende på et stort casino-hotel i Laughlin. Hall’en på hotellet er på størrelse med en foldboldbane og fyldt med spillemaskiner i alle afskygninger og spilleborde.

Vejret er godt – dog lidt varmt – det er 44 grader, så det føles næsten som at stå under en føntørrer, når det blæser lidt. Og det steger i huden, som når man er i solen – selv om der er skygge. Det er varmt!

I morgen kører vi så mod Grand Canyon. Det glæder vi os meget til.
Vi spiste frokost på en café på den legendariske Route 66:

Ankomst til Grand Canyon (dag 4)

Efter at vi havde taget hotellets morgen-buffet kørte vi mod Grand Canyon. Selv om GPS drilledes os en lille smule nåede vi frem først på eftermiddagen efter at have kørt gennem ørken og små bjerge.

Vi kørte ind til selve Grand Canon nationalpark og tog shuttle-bussen ud til nogle af udsigtspunkterne for at få en forsmag på kløften – og hvilket view.

Om aftenen spiste vi på en mexicansk restaurant – og vi fik så meget mad så vi nærmest bare trillede direkte i seng. (og vi skal også tidligt op i morgen)

Grand Canyon (dag 5)

Uret ringede kl. 05:00. Vi skulle tidligt op for at tage en shuttle-bus kl. 06:00 ud til vores vandretur i Grand Canyon. Der var lidt panik på for vi kunne ikke finde nøglekortene til hotelværelset da vi skulle ud af døren, så vi endte med at køre uden – og vi kom i god tid til bussen – 2 min. før den kørte 😉

Selve vandreturen var 9,6 km med en højdeforskel på 620 meter – både ned og op igen.

Det var en utrolig flot tur hvor vi fik et set kløften lige fra de første solstråler om morgenen og fra forskellige vinkler efterhånden som vi bevægede os ned gennem. Vi var ca. 1,5 time om at gå ned til det punkt hvor vi vendte om – og ca 2,5 time om at gå op igen. Det var lidt anstrengende men meget smukt og stort.

Skeleton Point med udsigt over Grand Canyon og Colorado River
Grand Skeleton Point med udsigt over Grand Canyon og Colorado River

Fra Grand Canyon til Bryce Canyon (dag 6)

I dag havde vi en rimelig lang dag foran os. Vi kørte fra hotellet 07.30, ind til Selve Grand Canyon og øst på langs med kløften. Vi kørte små tre timer før vi nåede til Page hvor vi skulle en tur ud til Antelope Canyon. Antelope var en stor oplevelse og vi var heldige at solen stop rigtigt på det tidpunkt hvor vi var der. Det gav et fantastisk lysindfald. (se billeder nedenfor)

Antilope Canyon, Page, Arizona

Umiddelbart efter besøget i Antelope kørte vi 10 min. hen til et sted hvor Colorado-floden svinger rundt som en hestesko. Dette var et helt fantastisk syn som er svært rigtig at få med på billedet – men der er meget langt ned.

Horseshoe Bend
Horseshoe Bend, Arizona

Bryce Canyon og videre til Zion (dag 7)

I Bryce Canyon tog vi en forholdsvis kort gå-tur som dog førte os ned i bunden af kløften og op igen – selve ture tog en god times tid. Selv om Grand Canyon var fantastisk storslået var vi enige om at Bryce Canyon var meget flot på sin egen måde.

Efter gåturen kørte vi længere ind i national parken til nogle forskellige udsigtspunkter inden vi satte kursen mod Zion. Vi havde ca. 2 timers kørsel fra Bryce til Zion – kun afbrudt af en optankning og en sandwich fra Subway.

Selv om man skulle tro at vi efterhånden havde set ‘store sten’ og kløfter nok, så blev vi noget imponerede da vi kørte igennem hele Zion nationalpark for at komme til vores hotel. Landskabet er nærmest ubeskriveligt flot og meget storslået. Vel fremme på hotellet tog vi os en velfortjent dukkert i poolen.

Zion – mod Las Vegas (dag 8)

Dagen i dag gik ikke helt som planlagt. Vi stor tidligt op for at køre hen i den anden ende af nationalparken hvor vi gå vores planlagte tur. Hvad vi ikke lige havde være opmærksomme på var at man ikke – som alle andre steder – selv kunne tage ud på disse ture. Vi var nødt til at køre hele vejen tilbage for at tage en af parkens shuttlebusser for så igen at køre hele parken igennem og så gå turen – som så ikke var en mulighed denne dag smiley

Nå det gjorde ikke så meget. Vi havde allerede set en del af parken og Louise var ikke helt på toppen, så vi tog vores egen improviserede ‘bjergvandring’ på ca. en time inden vi så satte kursen mod Las Vegas.


Det kommer måske ikke helt til sin fulde ret på billederne, men der er virkeligt flot i Zion.

Vi ankom til Las Vegas ca, kl. 14:00 og vores værelse var ikke klart. Vi opgraderede dog for kun 20 USD til et værelse på 36. sal med udsigt ud over The Strip – ikke noget dårligt valg 🙂

Vores hotel er kæmpestort med stort casino og shows. Sammen med hotellet er det også et kæmpe indkøbscenter med forskellige forretning – næsten på størrelse med Fields eller Fisketorvet – og sådan er det på alle hotellerne. Det hele er lidt overdrevet men meget fascinerende. Vi gik en tur langs hovedgaden (The Strip) og så på hotellerne mv.
Om aftenen tog vi forskud på Camillas fødselsdag i morgen og gik ud og spiste god mad på en relativ fin fransk restaurant lige ved siden af ‘Eiffeltårnet’.

Restauranten ligger lige over for hotellet Bellagio, der må have verdens mest imponerende springvand. Det er kæmpestort og skyder vandet mange meter op vi luften.

Mod Death Valley (dag 9)

Vi brugte formiddagen i Vegas til at shoppe lidt og gå ned til hotellet med Venedig tema. På vej ud af byen stoppe vi også lige ved Luxor-hotellet.


For anden gang var GPS’en ikke helt pålidelig, så på ved mod Death Valley kom vi lidt ud på en omvej til et MEGET øde område – vi fik dog opdaget fejlen og fik sat den rigtige kurs. Vi fik dog oplevet en frokost på en meget autentisk lokal amerikanske diner hvor der med garanti ikke kommer mange turister. Vi synes der var varmt i denne lille by – 46 grader – men det skulle blive værre endnu.

Da vi en lille time senere nåede til vores hotel i Death Valley var temperaturen sneget sig op på præcis 50 grader. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det afsindigt – nærmest ubeskriveligt – varmt!

Selv om vi smiler på billedet føles det som vi står foran en åben varmluftsovn.

I morgen kører vi til Yosemite nationalpark hvor vi skal sove i telt inde midt i parken i 2 nætter.

Mod Yosemite (dag 10)

Vi havde en meget varm nat i Death Valley og airconditioneringen larmede, så vi var lidt trætte, da vi skulle op. Det var dog kun 42 grader kl. 8:00 om morgenen.

Køreturen til Yosemite var rimelig lang og det meste af vejen fuldstændig øde og over adskillede bjergkæder. En enkelt gang på vej ud af Death Valley måtte vi slukke for aircon i bilen, da mortorvarmen var begyndt at stige – det varede dog kun et øjeblik så kunne vi tænde igen smiley

På vej ind i Yosemite nationalparken kørte vi gennem Tioga-passet i 3.030 meters højde i Sierra Nevada bjergene. Herfra havde vi ‘kun’ godt 100 km. gennem nationalparken til vi nåede vores overnatningssted inde i Yosemite-dalen. Selv om turen var lang, så var der utroligt smukt.

På vejen tog vi en gå-tur ind til nogle Giant Sequoias-træer.

Vi ankom til vores telt i telt-lejren ca. kl. 17:00

Yosemite (dag 11)

I dag var vi ude på en længere vandretur – op forbi 2 vandfald. En tur på godt 11 km med ca 600 meters højdeforskel. Der var lidt blandet tilfredshed med at vi igen skulle gå i bjerge – men vi var enige om at det var en flot tur. Og så var det den sidste vandretur på denne ferie 😉


På vej mod og ved det første vandfald:

Ved øverste vandfald og på vej ned igen:

Ankomst til San Francisco (dag 12)

Turen fra Yosemite bød på en overgang til mere frodigt landskab men også en temperaturnedgang fra omkring 30 grader til 17 ved ankomst til San Francisco.

Vi pakkede ud på hotelværelset og slappede lidt af inden vi tog en bus til Fisherman’s Wharf hvor vi lige ville opleve lidt her sidst på dagen. Der var utrolig mange mennesker og et stort opbud specielle biler. Specielt var der mange ombyggede amerikanerbiler, der kunne løfte karosseriet så de kunne hoppe og hælde til siden. Der var noget som tiltrak opmærksomhed – også vores.

Vi spiste lidt aftensmad og tog tilbage til hotellet – vi frøs 🙂

I morgen skal vi til Alcatraz og vi skal opleve lidt mere af byen.

San Francisco (dag 13)

Vi havde hjemmefra bestilt billetter til besøg på Alcatraz. Båden til øen gik kl. 9:10, så vi var tidligt oppe, fik morgenmad på hotellet, tog en bus til Fisherman’s Wharf og gik det sidste stykke.

Det var spændende at se Alcatraz og høre historien om stedet, om de indsattes vilkår og om de flugtforsøg, der har været. Efter små 3 timer var vi tilbage på havnefronten.

Vi fik lidt frokost på Hardrock Café ved havnen. Hefter gik vi lidt rundt i byen inden vi tog hjem på hotellet og slappede lidt af inden vi skulle ud at spise aftensmad.

San Francisco (dag 14)

I dag kørte vi nord for San Francisco til en lille nationalpark kaldet Muir Woods. Her findes verdens højeste træer – kaldet Redwoods. De kan blive op til 115 meter høje hvilket er 20 meter mere end Sequoia træerne som vi så den anden dag. Til gengæld bliver sequoia dobbelt så tykke og noget ældre – de ældste Redwoods er ‘kun’ 2.000 år gamle 🙂

Vi passerede Golden Gate Bridge på vores tur til Muir Woods, men det var tåget/diset omkring broen, så det blev ikke til nogle gode billeder. Det er generelt ret køligt i disse dage i San Francisco. Fra morgenstunden var det kun 12-14 grader.

Da vi kom tilbage til San Francisco kørte vi lidt rundt i de stejle gader – bare for sjov. Nogle af dem er virkelige stejle.

Efter frokost kørte vi med kabel-banen ned til byen hvor vi gik en lang tur langs med havnefronten.

Langs stillehavskysten (dag 15)

Køreturen fra San Francisco til Pismo Beach gik i dag af den nærmest legendariske highway 1, der går for at være en af de smukkeste køreture i verdenen. Selv om dagens køretur var en anelse lang så bød den på meget flotte passager undervejs. Det meste af tiden kørte vi nærmest på en bjergskråning med bjerge til venstre og Stillehavet til højre. Solen brød igennem før frokost og løftede temperaturn fra San Francisco niveau til lige omkring 20 grader smiley

Undervejs på turen så vi søelefanter på kysten og fugle, der dykkede ned i vandet efter fisk.
Fra vores hotelværelse har vi også set sprøjt fra hvalers haler – de var dog for langt ude til at vi kunne se hvalerne.

Fra Pismo Beach til Los Angeles (dag 16)

På turen mod Los Angeles stoppede vi i Solvang. Efter Solvang stoppede vi ved et kæmpe outlet hvor vi fik shoppet lidt. Selv om i ramte ind i myldretiden i Los Angeles lykkedes os at komme til hotellet uden de store udfordringer.

Los Angeles (dag 17)

På denne sidste reelle dag på vores road-trip skulle vi se lidt af det mere mondæne Los Angeles. Vi fandt op så tæt vi kunne komme på Hollywood skiltet og kørte derefter ned til Walk of fame (Hollywood Boulevard)

Efter Hollywood Boulevard og lidt frokost var vi en kort smut tilbage på hotellet. Vi skulle dog se mere, så vi kørte først til Rodeo Drive, som er toppen af eksklusiv indkøbsgade. Herfra kørte vi hen i nabokvarteret – Beverly Hills – hvor dem med penge bor. Dem, der er virkelige rige, bor i Bel Air, så det kørte vi også lige en smut forbi. Man kan godt føle sig lidt fattig, når man ser de biler der kører i og de huse de bor i smiley

Endelig begav vi os ud på de op til 7-sporede motorveje i myldretiden i Los Angeles og kørte til Venice Beach.

Som afslutning på dagen og ferie gik vi ud og spiste sublim mad på en rigtig god restaurant. Vi var alle så mætte, at vi næsten trillede direkte i seng.

Subscribe
Notify of
guest
2 Comments
Newest
Oldest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Anders
Anders
1 year ago

Super beskrivelse, tak. Vi har selv planer om en tilsvarende tur

2
0
Del dine tanker - Giv en kommentarx
()
x